Et år med DANARC: Tværfagligt samarbejde omsætter klinisk behov til innovation

27. oktober, 2026

Lægen kører ekkoapparatet ned ad gangen i sygehusets kælder. Det går hurtigere end at køre gennem de menneskefyldte gange på Odense Universitetshospital.

Der er ingen folk på gangene her, og selvom apparatet er stort, har det hjul og et håndtag, så han skubber til.

Han har igennem sin karriere undersøgt i tusindvis af hjerter. Men i dag er han ikke på vej for at undersøge en patient. Han skal teste en ny ide.

Hjertelægen, som beslutsomt skubber ekkoapparatet af sted, hedder Axel Diederichsen.

Han er på vej tilbage til et netværksmøde, som han forlod for at hente ekkoapparatet. Til mødet har han mødt nogle ingeniører, som påstår, at de kan lave en robot, der skanner hjerter.

Axel og hans kolleger ved, at sådan en skanning kræver håndelag. Ingen patienter er ens. Man skal trykke forskelligt, og hjerterne kan sidde lidt forskudt. Lægerne har svært ved at tro på, at en robot kan løse opgaven.

Men interessen er vakt, og Axel bliver nødt til at vise ingeniørerne, hvad det kræver at skanne et hjerte, så nu henter han udstyret.

Da han kommer tilbage, tager han skjorten af og lægger sig på et bord – lidt utraditionelt, men det er sådan, det må gøres i situationen. En af kollegerne skanner hans hjerte. De viser ingeniørerne, at det ikke er en helt simpel procedure.

Den ene ingeniør gentager sætningen: ”Det kan vi godt lave en robot, som kan.” Der sker noget lige der. Hjertelægerne begynder at se et potentiale for et muligt samarbejde.

I Danmark har vi nemlig en udfordring. Hvert år kommer 200.000 personer ind og får skannet hjertet. Langt de fleste er heldigvis raske. Men de mange ultralydsskanninger skaber flaskehalse og lange ventelister.

Med en sundhedsteknologisk løsning, som skanner patienterne, har de sundhedsfaglige mere tid til at tage sig af syge patienter, og ventetiden bliver samtidig kortere. Selvfølgelig skal lægerne eftertjekke billederne.

Axels ide om at hente ekkoapparatet op i mødelokalet bliver begyndelsen på det, som siden har udviklet sig til Danarc-projektet.

Før robotten kan lære, skal forskerne forstå lægens hånd

I dag står hjertelæge og professor Axel Diederichsen i spidsen for Danarc – et pionerprojekt, som har modtaget 14 millioner kroner fra MedTech Odense.

Projektet skal i en periode over fem år bygge en prototype på en robot, som kan ultralydsskanne hjerter.

Et år efter projektgruppens første møde i september 2025 er der sat gang i alle projektets arbejdspakker. En stor del af det første år er gået med at etablere samarbejdet og få de nødvendige godkendelser til at arbejde med patienter, skanninger og sundhedsdata.

- Vi er stadig i den indledende del af projektet, forklarer Axel Diederichsen.

- Men arbejdet er i gang, og vi bygger stille og roligt den viden op, som skal til, før en robot kan overtage dele af arbejdet. Fra denne måned skal forskerne til Aabenraa for at indhente viden og data, og det bliver spændende at få et regionalt sygehus med i samarbejdet.

En ingeniør og en etnograf er rykket ind i lægens undersøgelsesrum. De har foreløbig fulgt omkring 50 hjerteskanninger og må på sigt følge op til 500. Ved hjælp af sensorer og kameraer registrerer ingeniøren, hvordan lægen bevæger ultralydssonden, og hvor hårdt den bliver trykket mod brystkassen.

For ingeniør Bruno Oliveira fra SDU Robotics er den store mængde data afgørende, for han er ved at bygge den første tidlige model af robotten. En kommende robot skal ikke blot finde de rigtige billeder. Den skal også kunne bevæge sig sikkert og tilpasse sig den enkelte patient.

- Hjertet er et spændende organ, fordi det er så dynamisk. Det gør det også til en særligt udfordrende opgave at bygge en robot, der skal arbejde på samme måde som en læge. Før vi kan udvikle teknologien, skal vi forstå alle de trin, som indgår i en hjerteskanning. Vi skal i praksis lære, hvordan lægen tænker og arbejder, før vi kan omsætte det til et robotsystem, forklarer han.

Ingeniørens observationer bliver suppleret af etnografen, som undersøger en anden del af behandlingen: Hvad bliver der sagt, når patienten skal tage tøjet af overkroppen? Hvordan forklarer lægen, hvad der skal ske? Og hvad skal der til, for at en patient kan føle sig tryg ved at blive undersøgt af en robot?

Fremdriften ligger også i det, man ikke kan se

Arbejdet med data og godkendelser har vist sig at være en af projektets største udfordringer. Ifølge Axel Diederichsen er det ikke mangel på finansiering, der bremser arbejdet. Det er de regulatoriske og praktiske stopklodser omkring blandt andet dataoverførsel.

Men når data kan flyttes mellem institutioner, skal ingeniører videreudvikle samspillet mellem robotarmen og AI-modellen. Billederne fra ultralydssonden skal analyseres løbende, så modellen kan fortælle robotten, om den skal flytte sonden, dreje den eller ændre trykket.

- Den viden, lægerne deler med os, er essentiel. Det unikke ved dette samarbejde er det omfang, de stiller sig til rådighed og deler deres praksis og viden med os. Det tætte samarbejde betyder, at vi allerede er godt på vej, siger ingeniør Bruno Oliveira fra SDU Robotics.

Målet er at have en prototype, inden den femårige projektperiode udløber. Parallelt skal projektet arbejde videre med godkendelser, klinisk afprøvning og spørgsmålet om, hvordan teknologien en dag kan bringes fra forskningsprojekt til anvendelse på sygehusene.

Ingen kan løfte opgaven alene

For Axel Diederichsen er en af de vigtigste erfaringer efter det første år i pionerprojektet, at udviklingen ikke alene handler om sundhedsteknologisk udvikling. Den afhænger af, at mange forskellige fagligheder arbejder sammen.

- Ledelserne skal prioritere samarbejdet. Lægerne skal give adgang til den kliniske virkelighed. Ingeniørerne skal omsætte lægens håndelag til data og teknologi. Etnograferne skal hjælpe med at sikre, at patienter og sundhedspersonale kan have tillid til løsningen. Og eksperter i regulering og kommercialisering skal være med til at skabe en vej fra forskning til praksis, forklarer hjertelægen.

For ham begyndte projektet med skepsis. Han var af den opfattelse, at hjerteskanninger var for komplekse til at kunne automatiseres. I dag er Axel Diederichsen stadig bevidst om udfordringerne - men i takt med at samarbejdet har udviklet sig, er der også vokset noget andet ud af projektet.

Tillid.

Tillid til, at de forskellige eksperter kan bidrage med noget, de andre ikke selv kan. Og tillid til, at løsningen på nogle af sundhedsvæsenets største udfordringer netop opstår i mødet mellem fagligheder, der kan bidrage til projektet på hver deres måde.